Frankrig under besættelsen

Frankrig under besættelsen

Frankrig erklærer Tyskland krig

 

Tidligt om morgenen den 1. september 1939 rykkede tyske tropper ind over grænsen til Polen. Frankrig og England havde garanteret den polske grænse, hvilket betød at begge lande to dage senere officielt var i krig med Tyskland.

Men foreløbig skete der ikke noget. Tyskland var travlt optaget på østfronten med invasionen af Polen, og i Frankrig og England var man hverken materielt eller mentalt klar til at gå i krig. Taktikken gik ud på at afskære Tyskland fra dets forsyninger og bruge tiden til at opruste.

 

 

 

Ingen krigsbegejstring i Frankrig

 

I Frankrig var der en ret udbredt modstand mod en krig med Tyskland. Mange huskede kun alt for godt de frygtelige lidelser i skyttegravene under Første Verdenskrig.

På højrefløjen var der mange som beundrede nazisternes effektivitet og godt kunne tænke sig et lignende totalitært styre i Frankrig. Andre så kommunismen som den største trussel og mente at man skulle slå sig sammen med Tyskland og bekæmpe Sovjetunionen.

Dertil kom at det store franske kommunistparti i september 1939 pludselig skiftede kurs. For næsen af vestmagterne havde Hitler i august 1939 indgået en ikke-angrebspagt med den sovjetiske leder Stalin, så kommunisterne var nu allieret med nazi-Tyskland.

 

 

 

 

Tysk lynangreb

 

Officielt var Frankrig og Tyskland i krig, men i 8 måneder skete der ikke noget. ”Den underlige krig” kaldte franskmændene det. Men så tog begivenhederne fart.

Frankrigs grænse mod Tyskland var beskyttet af Maginotlinjen, en kæde af bunkere og underjordiske forsvarsanlæg, som den franske hærledelse satte sin lid til. Men i maj 1940 rykkede tyske panserdivisioner gennem Ardennerbjergene, nord om Maginotlinjen, gennem Luxemburg, Holland og Belgien, og ned i Nordfrankrig. Den franske hær kunne ikke stoppe det tyske angreb. Alt var kaos. Millioner af mennesker flygtede sydpå foran de fremrykkende tyske tropper. Den 10. juni forlod den franske regering Paris og søgte tilflugt i havnebyen Bordeaux.

 

 

 

 

Frankrig kapitulerer

 

I den uoverskuelige situation var to nye medlemmer blevet optaget i regeringen, den store krigshelt fra 1. verdenskrig marskal Pétain, og en noget yngre militærteoretiker general de Gaulle. Pétain mente at det eneste fornuftige var at indlede forhandlinger med tyskerne, general de Gaulle derimod ville fortsætte kampen.

 

I første omgang blev det Pétain der vandt, og den 17. juni 1940 meddelte han over radioen at kampene skulle indstilles. General de Gaulle flygtede til London, hvorfra han den 18. juni i radioen henvendte sig til franskmændene og opfordrede dem til at fortsætte kampen. Den 22. juni underskrev Pétain en våbenstilstand med Tyskland.

 

 

 

 

 

Frankrig delt i to zoner

 

Våbenstilstanden betød at Frankrig blev opdelt i to zoner. Den nordlige del med hovedstaden Paris og den vestlige del ud til Atlanterhavet blev besat af tyske tropper. Resten af landet fik betegnelsen den frie zone. I princippet fortsatte Frankrig med at eksistere, men i realiteten måtte man følge de ordrer der kom fra besættelsesmagten. Et af de tyske pressionsmidler var 1,5 mio. franske krigsfanger, som man holdt tilbage i lejre.

Den franske befolkning var præget af angst og rådvildhed ovenpå den tyske lynsejr og den ydmygende våbenhvile. Hvem havde skylden, politikerne eller hærledelsen? Og hvad skulle man gøre?

 

 

 

 

 

General de Gaulle fortsætter kampen fra London

 

I London dannede general de Gaulle de Frie Franske Styrker. Planen var at fortsætte kampen mod Hitler fra de franske kolonier og på længere sigt at få anerkendt en fransk eksilregering.

Den franske regering fik ikke lov til at blive i hovedstaden Paris. Med Pétain i spidsen slog regeringen sig ned i den frie zone i byen Vichy. Når valget faldt på Vichy, skyldtes det at der i den gamle kurby var rigeligt med hoteller, hvor regering og administration kunne flytte ind.

 

 

 

 

 

Regeringen i Vichy

 

Der er to hovedlinjer i Pétains politik under besættelsen. Indadtil forsøgte han at gennemføre en National Revolution der skulle skabe en holdningsændring hos den franske befolkning. Over for Tyskland førte han i hele perioden en meget imødekommende samarbejdspolitik og håbede måske på den måde at kunne opnå en gunstig fredsaftale med Hitler.

 

Pétain havde aldrig været tilhænger af den franske Republik og dens slagord om frihed, lighed og broderskab. Det var helt andre værdier han stod for. Nu benyttede han det politiske tomrum efter nederlaget til at ændre tingene og indlede en national revolution, der skulle skabe en holdningsændring hos befolkningen.

 

Republikken blev ophævet og erstattet af den franske Stat med Pétain selv i spidsen som statschef med uindskrænket magt. Frihed, lighed og broderskab blev udskiftet med de mere traditionelle værdier arbejde, familie og fædreland.

 

Pétain og mange af de folk der bakkede op omkring ham, ville gerne skrue udviklingen tilbage til et landsbysamfund med sikre og stabile værdier. Industrialiseringen og det moderne liv i storbyer havde kun skabt opbrud, rådvildhed og moralsk fordærv. Ved at vende tilbage til de gamle værdier mente Pétain at Frankrig kunne hente kraft fra sunde rødder og igen kunne vokse op og blive en stor nation.

 

En anden vigtig gruppe bag Pétains styre i Vichy var de moderne teknokrater. De var ikke så meget optaget af traditionelle værdier, men ville gerne have en statsmagt hvor der herskede plan og disciplin. Idealet var en velsmurt administration, og her kunne man godt finde inspiration i nazisternes effektive styre i Tyskland.

 

 

 

I forhold til Tyskland viste Vichyregeringen stor imødekommenhed og samarbejdsvilje, ofte så stor at man kom de tyske krav i forkøbet, som f.eks. i tilfældet med den antijødiske lovgivning og forfølgelsen af jøder i Frankrig. 75.000 jøder blev således sendt østpå til koncentrationslejre som Auschwitz i Polen. Kun et par tusinde overlevede og vendte tilbage til Frankrig.

 

Både den nationale revolution og Pétain-regeringens samarbejdspolitik med tyskerne skabte dog også mange modstandere, og efterhånden som krigen skred frem, fik samarbejdspolitikken mange til at betragte Pétain og hans folk som landsforrædere.

 

 

 

Hele Frankrig besættes

 

I november 1942 besatte tyske tropper også den frie zone. Hele Frankrig var hermed besat. Baggrunden var at amerikanske soldater var gået i land i Nordafrika, og fra tysk side frygtede man at de ville forsøge at sætte over til Sydfrankrig. Her lå resten af den franske flåde opankret i Toulon. Tyskerne prøvede at få fat i flåden, men den franske marine sprængte flåden i luften.

 

Vichyregeringen havde hermed mistet ethvert skær af selvstændighed, men i modsætning til andre lande som f.eks. Danmark, hvor man også havde ført samarbejdspolitik, gik regeringen i Vichy ikke af. Pétain fortsatte samarbejdet som om intet var sket.

 

 

 

Modstanden organiseres

 

Modstanden mod tyskerne og Vichyregeringen blev organiseret både i Frankrig og uden for landets grænser. Sovjetunionen og Tyskland havde fra krigens start samarbejdet, men i juni 1941 angreb Hitler Sovjet. I Frankrig betød det at kommunisterne gik under jorden og blev en meget aktiv del af modstandsbevægelsen. En række andre grupper var også blevet dannet, og kombineret med øgede leverancer af våben og sprængstof fra England betød det en kraftig optrapning af modstandskampen.

 

Fra London arbejdede general de Gaulle ihærdigt på flere fronter. Bla. gjaldt det om at få koordineret de forskellige grupper inden for modstandsbevægelsen i Frankrig. Men en partisanhær var ikke tilstrækkelig til at befri landet. Derfor fik han også oprettet en regulær hær uden for Frankrigs grænser, Frie Franske Styrker, der kunne sættes ind sammen med de øvrige allierede tropper ved tilbageerobringen af Frankrig.

På den politiske front var det vigtigt for de Gaulle at få placeret sig som Frankrigs lovlige repræsentant, der kunne overtage regeringsmagten når tyskerne havde overgivet sig.

Begge dele havde afgørende betydning, fordi amerikanerne ikke brød sig meget om de Gaulle og ikke havde tillid til den franske modstandsbevægelse, hvor de mente at kommunisterne spillede en alt for fremtrædende rolle. Derfor forestillede man sig fra amerikansk side at der de første 6-12 måneder skulle være et militært overgangsstyre i Frankrig. Derefter kunne man afholde valg. Denne løsning ville de Gaulle for enhver pris undgå.

 

 

 

 

 

Frankrigs befrielse

 

Den 6. juni 1944 startede den allierede landgang i Normandiet. Den 1. august blev de første soldater fra de Frie Franske Styrker landsat, og den 15. august deltog franske styrker også i landgangen i Sydfrankrig. Samtidig angreb franske modstandsgrupper de tyske tropper overalt hvor de kunne komme til det.

 

I Paris blev situationen særdeles nervepirrende. Den 19. august gik modstandsbevægelsen til angreb på tyskerne, men tabene blev store. Mere end 3000 modstandsfolk blev dræbt i løbet af få dage. Hitler gav ordre til at den franske hovedstad skulle jævnes med jorden. Den tyske kommandant i Paris var dog indstillet på at overgive sig, men ikke til modstandsbevægelsen. Derfor blev en fransk panserafdeling i al hast sendt af sted mod Paris. Den ankom den 24. august om aftenen, og næste dag kunne den tyske kommandant overgive sig, ikke til modstandsbevægelsen, men til regulære franske tropper.

 

General de Gaulle var ikke sen til at udnytte mulighederne. Allerede samme aften nåede han til Paris og næste dag fik han arrangeret et stort triumftog ned ad Champs-Elysées med sig selv i spidsen for befrielsesregeringen. Jublen var enorm og blev tolket som en anerkendelse af at han nu repræsenterede den lovlige myndighed i Frankrig.

 

 

 

 

 

Afslutningen på krigen

 

Krigen var dog ikke slut endnu, og for de Gaulle var det vigtigt at sikre Frankrigs position blandt de allierede. Modstandsbevægelsen bestod af mange forskellige grupper. Selv om Paris var befriet, havde de stadigvæk deres våben, og man kunne frygte selvtægt og lovløshed. Dertil kom truslen om at kommunisterne ville forsøge at overtage magten. Det lykkedes imidlertid for de Gaulle at få en stor del af folkene fra modstandsbevægelsen indrulleret i en regulær ny fransk hær, der kunne deltage i den afsluttende kamp mod Hitlertyskland.

 

Frankrig blev ikke inviteret med til de allieredes møder i Yalta og Potsdam, hvor USA, Sovjetunionen og England udstak hovedlinjerne for Europas fremtidige udseende, men det lykkedes Frankrig at komme med i det kontrolråd, der skulle stå for reorganiseringen af det besatte Tyskland.

 

 

 

 

 

 

Opgøret med Vichy-regeringen

 

Efter krigen blev både Pétain og hans premierminister Pierre Laval stillet for en rigsret. Pétain blev den 15. august 1945 dømt til døden, men dommen ændredes til livsvarigt fængsel. Han døde i det fængsel hvor han var interneret, den 23. juli 1951. Pierre Laval flygtede i første omgang til Spanien, men blev fanget af amerikanerne og udleveret til de franske myndigheder. Han blev dømt til døden den 15. oktober 1945 og henrettet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Maginotlinjen. Befæsningssystemet mod en tyske grænse blev opført i årene 1927-36. Den franske hærledelse havde stor tillid til linjens effektivitet, men det viste sig at de tog fejl.

 

Ved angrebet i begyndelsen af maj 1940 gik den tyske hær nord om Maginotlinjen gennem Holland, Belgien og Luxemburg og ned i Nordfrankrig.

Marskal Pétain og general de Gaulle have stik modsatte meninger om, hvordan man skulle handle i den foreliggende situation.

 

Frankrig blev ved besættelsen delt i to zoner. Som det var tilfældet ved besættelsen af Danmark og Norge, var Tyskland interesseret i at kontrollere kyststrækningen mod Atlanterhavet for at sikre sig imod angreb fra den engelske flåde.

Da Pétain i 1940 trådte ind på den politiske scene blev han betragtet som en slags faderskikkelse, der med sin styrke og autoritet skulle redde nationen. I virkeligheden var han dybt reaktionær og forsøgte at udrydde enhver form for politisk opposition.

 

Arbejde, familie og fædreland. Det var de værdier Pétain mente skulle være grundlæggende for det franske samfund og som ville kunne genrejse nationenen.

 

Pétain mødes med Hitler i oktober 1940.

 

Det var Jean Moulin der som general de Gaulles mand i Frankrig fik koordineret samarbejdet mellem de forskellige modstandsgrupper. I juni 1943 blev han angivet til tyskerne. Han blev overført til Gestapos hovedkvarter i Paris og døde den 23. juli 1943 som følge af den tortur, han havde været udsat for.

 

De allierede tropper går i land i Normandiet i juni 1944. Det var starten på tilbageerobringen af Frankrig.

 

General de Gaulle på vej ned ad Champs-Elysées i spidsen for befrielsesregeringen efter at den tyske kommandant i Paris havde overgivet sig.

 

Marskal Pétain blev dømt til døden ved en retssag efter krigens afslutning. Dødsdommen blev dog ændret til livsvarigt fængsel.

 

Pierre Laval havde været premierminister for Vichyregeringen og blev betragtet som én af de hovedansvarlige for regeringens politik. Ved retssagen i oktober 1945 blev han dømt til døden og henrettet.

Copyright © All Rights Reserved Chataigne/v Hardy Andersen Stubbedamsvej 20 3000 Helsingør +45 20 47 47 26 hardy@chataigne.dk