Bove Fælden

Fransk litteratur


Joseph Bridet forsøger at komme til London for at slutte sig til general Charles de Gaulle og de Frie Franske Styrker. Men hvem kan man stole på? Med voksende hastighed bliver han hvirvlet ind i et uigennemskueligt og livsfarligt bureaukrati, der er gennemsyret af frygt og mistillid.

Vi befinder os i Frankrig i sommeren 1940. Landet er blevet løbet over ende af Hitlers tropper og er nu opdelt i to zoner. Den nordlige zone er under tysk kommando, mens resten af landet, den såkaldt frie zone, bliver styret fra Vichy af en samarbejdsvillig fransk regering under ledelse af Marskal Pétain.



Emmanuel Bove debuterede med stor succes som romanforfatter i 1924 i en alder af 26 år. Få år senere modtog han én af sin samtids fineste litterære priser.

   I de følgende år udgav han en række romaner og noveller, her iblandt ”Fornemmelsen” (Le pressentiment, 1935). Bogen blev senere i 2006 filmatiseret af Jean-Pierre Darroussin.

   Under besættelsen nægtede Emmanuel Bove at udgive bøger i Frankrig. Han førsøgte at komme til London via Nordafrika, men kom til at tilbringe 2 år i Algier. I oktober 1944 vendte han tilbage til Frankrig, men svækket af diverse infektoriske sygdomme, dør han i Paris den 13. juli 1945, 47 år gammel.

Emmanuel Bove: Fælden

På dansk ved Anna Højgaard Andersen og Hardy Andersen


Fås både som Papirbog og e-Bog.

Køb hos saxo.com


Ved de tyske troppers indmarch i Frankrig i maj 1940 blev landet opdelt i to zoner. Den besatte zone, der omfattede den nordlige del af landet og Atlanterhavskysten, styredes fra Paris af den tyske besættelsesmagt. Den sydlige del af landet, den såkaldt frie zone, blev regeret fra den gamle kurby Vichy af en samarbejdsvenlig fransk regering. Denne opdeling fortsatte frem til november 1942, da de allierede tropper gik i land i Nordafrika, og tyskerne besatte hele Frankrig.

To personer, begge med militær baggrund, kom til at spille en fremtrædende rolle under den tyske besættelse. Den aldrende marskal Pétain, der for franskmændene stod som den store helt fra 1. verdenskrig, blev leder af den tyskvenlige regering i Vichy. Den unge og endnu ret ukendte general de Gaulle flygtede til London, og over radioen holdt han den 18. juni 1940 en tale, hvori han opfordrede franskmændene til at gøre modstand. 


Mange franskmænd flygtede sydpå til den frie zone, men det krævede skriftlig tilladelse og legitimation at passere demarkationslinjen, så der opstod snart en illegal trafik. Nogle fortsatte videre via Spanien og Nordafrika for at slutte sig til general de Gaulle og de Frie Franske Styrker i England.

I begge zoner florerede antisemitismen og antikommunismen under besættelsen, og det er på mange måder et splittet Frankrig, general de Gaulle kom tilbage til ved befrielsen i august 1944.

Under besættelsen nægtede Emmanuel Bove at udgive bøger i Frankrig. Han og hans hustru, der udover at være af jødisk afstamning også var medlem af kommunistpartiet, gik under jorden og forsøgte at komme til London. De nåede dog kun til Nordafrika, hvor de tilbragte to år i byen Algier. Her havde også mange andre franske kunstnere søgt tilflugt, men vanen tro undgik Bove de litterære selskaber. Dog mødte han bl.a. Albert Camus og dennes forlægger, der tilbød at udgive Bove efter krigen – og så spillede han skak med Saint-Exupéry.

Under opholdet i Algier skrev Emmanuel Bove sine sidste tre romaner, der alle ligesom ”Fælden” har krigen og besættelsen som baggrund.

I oktober 1944 vendte han tilbage til Frankrig. Hans helbred var alvorligt svækket på grund af en tidligere lungehindebetændelse og malaria, som han havde pådraget sig i Algier. Han døde i Paris den 13. juli, mens hele byen forberedte sig på at fejre Frankrigs nationaldag den 14. juli.

Efter krigen var Emmanuel Bove i en lang periode glemt. Man ville have helte, og Boves univers passede ikke med den genvundne frihed og de nye ideologier. En af de få undtagelser er dog Samuel Beckett, der anbefalede at læse Bove. Men i 1970’erne dukker interessen for Bove op igen, bl.a. oversætter den østrigske forfatter Peter Handke hans bøger til tysk. Siden er hans bøger blevet oversat til en lang række sprog, og i Frankrig kommer der stadig nye udgaver.

Boves hovedpersoner føler sig ofte fremmede i verden. De mangler handlekraft og bliver ofre i en ond verden. Her spiller deres forventninger også en afgørende rolle. De har svært ved at forstå eller acceptere spillereglerne, og det kommer de til at betale for. De hvirvles ind i et kaotisk og uoverskueligt forløb, hvor de mister evnen til at navigere. Hvad er det, der styrer vores liv, og er der overhovedet nogen mening med det? Det er sådanne spørgsmål, Bove beskæftiger sig med, og tvivlen om livets mening trænger sig på.


Anna Højgaard Andersen og Hardy Andersen

Helsingør, september 2018

Lidt om forfatteren Emmanuel Bove


Emmanuel Bove er født i Paris i 1898. Begge forældre er indvandrere, faderen af jødisk afstamning fra Ukraine og moderen fra Luxemburg.

Han oplever en ret traumatisk og omtumlet opvækst. Faderen forlod familien og flyttede sammen med en rig engelsk billedkunstner, Emily Overweg. Selv om faderen via Emily understøttede familien, var barndomsårene præget af fattigdom og hyppige flytninger, når huslejen ikke kunne betales. Bedre var det ikke med Emmanuels skolegang. Faderen insisterede på, at han skulle gå i privatskole. Første rate af skolepengene blev betalt, og når restancerne havde nået et vist omfang, blev Emmanuel smidt ud af skolen. Faderen havde aldrig noget regulært arbejde. Det var for trivielt og på en måde nedværdigende. Så hellere låne eller sulte. Til gengæld var han en ukuelig optimist. Lige henne om hjørnet lå der helt sikkert en bunke penge og ventede. Den samme livsholdning genfinder vi både hos Bove selv og hos en række af hans romanpersoner.

I 1910 slog hans far og Emily sig ned i Genève. Emmanuel flyttede med, mens moderen og Emmanuels yngre bror, Léon, blev i Paris, hvor de levede under meget kummerlige vilkår. I perioder boede Emmanuel også hos moderen. Den store modsætning mellem de to miljøer kommer til at spille en afgørende rolle i hans forfatterskab.

Da 1. verdenskrig brød ud, blev Emilys formue i England indefrosset, hvilket skabte alvorlige økonomiske problemer. Familien måtte leve af de midler, som salget af Emilys billeder indbragte. I 1915 blev Emmanuel sendt på kostskole i England. Mens han var borte, døde hans far.

I foråret 1916 vendte Emmanuel Bove tilbage til Paris, hvor han overlevede med forskellige småjobs.

Mod slutningen af krigen blev han indkaldt til militærtjeneste, men nåede ikke at komme i kamp. Efter at have udstået de obligatoriske 3 års tjeneste giftede han sig med en lærer, Suzanne Vallois. Sammen flyttede de til Østrig, hvor de bosatte sig ned i nærheden af Wien. Her blev datteren Nora født, og det er også her, Emmanuel Bove begyndte at skrive sine første romaner, bl.a. Mine venner (Mes Amis, 1924), der blev en kæmpe succes.

Sideløbende med de egentlige romaner skrev Bove også en række såkaldt populære romaner under pseudonymet Jean Valois. Og det gik stærkt. Ifølge hans køreplan skulle der produceres 100 linjer i timen, 800 linjer om dagen, hvilket gav 10-12 dage pr. bog.

I 1922 flyttede Bove og året efter også Suzanne tilbage til Paris, hvor sønnen Michel blev født.

De kommende år indtil Boves død i 1945 var særdeles produktive, og han fik udgivet en række romaner og noveller. Både blandt sine læsere og sine forfatterkolleger havde han stor succes. Bl.a. modtog han i 1928 den meget værdifulde Prix Figuière. Bove brød sig dog ikke om den megen offentlighed omkring hans person og foretrak at holde sig diskret i baggrunden. Han indgik ikke i nogen litterære skoler eller strømninger.


I 1930 blev Emmanuel Bove skilt og samme år gift med Louise Ottensooser, der kom fra en rig jødisk bankierfamilie. Boves privatliv ligner i slående grad faderens. Begge to dør de også i en alder af 47 år.

Emmanuel Bove oplevede på nærmeste hold de mange op- og nedture i tiden efter 1. verdenskrig, hvor pengene kom og gik. I dårlige perioder blev forfattervirksomheden suppleret med diverse former for journalistisk arbejde. I forbindelse med den økonomiske krise i 30’erne mistede hans hustru hele sin formue.

Et andet forhold, der kommer til at præge hans liv, er fascismens fremmarch i Europa og den voksende splittelse og radikalisering af fløjene i Frankrig. Selv viste han sig tidligt som modstander af fascismen.


Copyright © All Rights Reserved  Chataigne/v Hardy Andersen  Stubbedamsvej 20  3000 Helsingør  +45 20 47 47 26   hardy@chataigne.dk