Némirovsky Filmfortælling

Fransk litteratur

Irène Némirovsky: Filmfortælling og andre noveller

På dansk ved Anna Højgaard Andersen og Hardy Andersen

Fås både som Papirbog og e-Bog.

Lidt om forfatteren Irène Némirovsky

Irène Némirovsky blev født 1903 i Kiev af jødiske forældre. Faderen, Leonid Némirovsky, var en velhavende bankier og forretningsmand, hvis interesser var koncentreret om at øge familiens formue. I lange perioder så familien ikke noget til ham. Moderen, Anna, var en meget selvoptaget dame, der nærmest betragtede datteren som en uheldig plage. Hun havde en næsten sygelig angst for at ældes, hvilket hun forsøgte at modvirke med makeup og skiftende, unge elskere. Det blev derfor en fransk guvernante, der kom til at tage sig af Irènes opdragelse og uddannelse, og også følelsesmæssigt overtog hun moderens plads. Faderens stadigt voksende formue tillod familien at tilbringe sommeren i det aristokratiske rigmandsmiljø på Krimhalvøen ved Sortehavet, eller de tog på lange ophold i Frankrig, hvor turen gik fra Paris til Biarritz og Nice. Der er ingen tvivl om, at det var livet i Frankrig, der især tiltalte Irène. Den lange togtur tilbage til det mørke og kolde Rusland måtte helst udskydes så længe som muligt. I 1914 hentede faderen familien hjem fra Nice, og de slog sig nu ned i Sankt Petersborg. Flittig læsning af franske forfattere som Stendhal, Balzac og Maupassant blev for Irène åndehuller i en monoton og strengt reguleret hverdag. Oktoberrevolutionen 1917 vendte op og ned på alt for familien Némirovsky. Faderen var på bolsjevikkernes dødsliste, og familien måtte gå under jorden. Efter et kort ophold i Moskva fortsatte flugten videre til Finland og senere til Sverige. Imens forsøgte faderen febrilsk at redde, hvad reddes kunne. Det var i denne periode, at Irène for at udfylde sin ensomhed begyndte at skrive. I sommeren 1919 var familien Némirovsky omsider samlet i Paris, hvor de besluttede at blive. I den forbindelse ændrede de også deres navne. Moderen Anna blev til Fanny, Leonid til Léon. Irma Irina, der nu var 16 år, blev til Irène Némirovsky. Irènes første år i Paris blev ret turbulente. Hendes far havde fået retableret familiens økonomiske forhold, så der manglede ikke penge. Hendes tilværelse kan bedst beskrives som én lang fest, hvor hun sammen med andre unge fra den økonomiske overklasse turnerede rundt mellem forskellige mondæne barer og dansesteder i Paris med udflugter til Trouville, Deauville, Nice, Biarritz, St. Jean de Luze og lignende steder, hvor en blandet flok af den rige overklasse mødtes. Irènes liv var fyldt med dans, flirt og fester, og man fristes til at se det som en blanding af hævn og hoveren over for moderen. Forholdet til moderen blev ikke mindre problematisk af, at Irène på et tidspunkt fik den tanke, at hun måske genetisk set bar videre på en arv fra moderen.

Indimellem fik Irène dog også tid til tage eksamen ved Sorbonneuniversitetet i russisk sprog og sammenlignende litteratur. Samtidig var hun også begyndt at sende små fortællinger til diverse tidsskrifter.

Litterær debut

I 1924 mødte hun Michel Epstein, der som hende selv var russisk emigrant i Paris med rødder i den jødiske finansverden, og som ligeledes var flygtet fra den bolsjevikiske revolution. Om det skyldes hendes kommende ægtefælles indflydelse, kan være vanskeligt at afgøre, men man kan konstatere, at Irènes livsførelse ændrer sig markant, og at hun nu for alvor koncentrerer sig om at skrive. Efter fire års arbejde og gentagne omskrivninger udkommer romanen David Golder. Omstændighederne omkring udgivelsen er lidt specielle. Irène havde sendt manuskriptet til forlaget Grasset og som afsender opgivet en poste restante adresse under hendes ægtefælles navn Epstein. Bernard Grasset blev straks begejstret for romanen og bad afsenderen om at møde op, så de kunne få underskrevet en kontrakt. Men der skete ikke noget. Irène havde lige født sit første barn, en datter, og havde andet at bekymre sig om end at tjekke posten. Da der var gået en måned, stadig uden at Bernard Grasset havde fået kontakt med manuskriptets forfatter, satte han en meddelelse i diverse blade, hvor han opfordrede forfatteren til at melde sig. Stor var forbavselsen, da der en dag dukkede en lille, jødisk dame op på hans kontor. Bernard Grasset havde god sans for markedsføring. Nogle år tidligere havde han udgivet den purunge forfatter Raymond Radiguets første roman Le Diable au corps (på dansk Djævlen i kroppen), som var blevet en bragende succes. Et par uger før jul udsendte Grasset derfor en foromtale af Irène Nimérovskys roman, hvor han beskrev forfatteren som en moderne Balzac. Om anmelderne var enige eller uenige med ham, anså Bernard Grasset for at være ligegyldigt. Hovedsagen var, at det gav omtale, og det gjorde det. Sjældent er så mange navne på franske, russiske og engelske forfattere blevet inddraget i anmeldelserne af en bog. For så vidt var succesen hjemme. Fra en række jødiske miljøer var der dog voldsomme protester. Handlingen foregår i en korrupt og hensynsløs kosmopolitisk jødisk finansverden, og personerne er alle jøder. Irène Némirovsky forsvarede sig med, at hun ikke havde villet skrive en bog om en særlig jødisk race, men om et socialt fænomen, således som hun selv havde oplevet det indefra. David Golder blev efterfølgende både opført som teaterstykke og produceret som én af de første talefilm i Frankrig. Året efter, i 1930, udkom Le Bal, som Irène Némirovsky efter eget udsagn havde skrevet mellem to kapitler i David Golder, hvor hun var gået i stå. Modtagelsen var også her noget delt. Nogle så en ny litterær stjerne på himlen, mens andre havde forventet en ny stor roman og derfor var skuffede over at blive præsenteret for en lang novelle. I jødiske kredse så man det som endnu en historie om usympatiske, kyniske og pengebegærlige jøder. Le Bal præsenterer to temaer, der gentagne gange dukker op i Irène Némirovskys forfatterskab: Pengenes moralske afsporing og modsætningsforholdet mellem mor og datter.

Jødisk identitet

I kølvandet på krakket i Wall Street i 1929 og den økonomiske krise mistede faderen, Léon Némirovsky, en betydelig del af sin formue. Alt hvad han kunne redde, overførte han til sin hustrus navn. Ved hans død i september 1932 betød det, at hustruen Fanny kunne fortsætte livet uden økonomiske bekymringer. For Irène Némirovsky blev konsekvensen imidlertid, at hun måtte lægge sin livsstil om, nu da hun ikke længere kunne nyde godt af faderens økonomiske støtte. Bruddet med moderen var totalt, og hendes ægtefælle Michel Epsteins indtægter fra arbejdet i bankverdenen var forholdsvis beskedne. 1935 til 1939 søgte Irène Némirovsky og Michel Epstein gentagne gange om fransk statsborgerskab, men selv om der sammen med ansøgningerne var vedlagt positive udtalelser fra prominente personer, fik de af uforståelige grunde hver gang afslag. Irène Némirovsky havde aldrig lagt skjul på, at hun var jøde og russer, men hun betragtede sig først og fremmest som fransk romanforfatter. I denne periode skærpedes imidlertid den nationalistiske og antisemitiske tone voldsomt i den franske presse, og bedre blev det ikke af, at lederen af Folkefronten og fra 1936 Frankrigs premierminister Léon Blum også var jøde. Marts 1937 fødte Irène Némirovsky sit andet barn. Den nyfødte var en stor glæde for hende, men økonomisk set var det på grund af krisen vanskelige tider både for forlagene og forfatterne, og familien var nu helt afhængig af Irène Némirovskys indtjening. 1939 konverterede Irène Némirovsky til katolicismen og blev i februar døbt i Paris sammen med sin ægtefælle Michel Epstein og deres to døtre Denise og Elizabeth. Den dybere årsag er vanskelig at gennemskue. Er der tale om en religiøs handling eller forsøger Irène Némirovsky at sikre sig selv og familien mod en eventuel landsforvisning?

Antisemitisme

Ved udbruddet af 2. verdenskrig fik Irène Némirovsky sine to piger sat i pension i landsbyen Issy-l’Évêque i Bourgogne, et sted hvor hun selv og familien ofte var kommet. Irène Némirovsky opholdt sig hele maj måned 1940 i Paris, men tog så ned til børnene i Issy-l’Évêque. Kort tid efter kom også Michel Epstein, og hele familien var nu samlet i Issyl’Évêque. De tyske troppers angreb i juni 1940 fik millioner af franskmænd til at flygte sydpå. Ved våbenstilstanden den 22. juni blev Frankrig delt i to zoner. Den nordlige del af landet og Atlanterhavskysten blev en besat zone, resten blev den såkaldte frie zone. Landsbyen Issy-l’Évêque kom til at ligge i den besatte zone ca. 20 kilometer fra den frie zone. Irène Némirovsky afslog at flygte til den frie zone, idet hun indvendte, at hun aldrig havde blandet sig i politik og aldrig var rejst ud af Frankrig. Så hvad skulle hun have at frygte? Da Irène Némirovsky hørte, at regeringen i Vichy forberedte indgreb mod ”fædrelandsløse”, blev hun alligevel nervøs og skrev den 13. september et brev til marskal Pétain, hvor hun plæderede for, at hun selv og hendes familie ikke ville blive omfattet af en sådan lov, og at man ville skelne mellem uønskede personer og hæderlige udlændinge. Hun fik selvfølgelig aldrig noget svar. I den besatte zone blev det bestemt ved et dekret, at alle jøder inden den 20. oktober 1940 skulle lade sig registrere hos myndighederne. Som jøde betegnedes alle, der tilhørte eller havde tilhørt den jødiske religion, eller som havde mere end to jødiske bedsteforældre. Irène Némirovsky og hendes ægtefælle var dermed ikke længere beskyttet af deres katolske dåb og døtrene heller ikke af deres franske statsborgerskab. En lov om jøders status offentliggjort den 18. oktober 1940 udelukkede jøder fra en lang række stillinger i det offentlige, inden for undervisning, presse og kulturliv. Udenlandske jøder kunne interneres i særlige lejre. Irène Némirovskys muligheder for at udgive blev hermed voldsomt indskrænket. De fleste forlag og bladhuse i Paris veg tilbage fra at udgive hende, i bedste fald udgav de kun under pseudonym. Fra november 1940 begyndte Irène Némirovsky at gøre sig sine overvejelser om at skrive en stor roman om krigen, det der senere skulle blive til Suite française. En ny lov af 2. juni 1941 indskrænkede yderligere jøders livsvilkår og forlangte desuden en ny registrering til myndighederne. Den 22. juni 1941 angreb tyske tropper Sovjetunionen. De tyske besættelsestropper i Issyl’Évêque forlod byen for at blive overført til østfronten. Irène Némirovsky skrev til sin gode bekendte, Julie Dumont, og bad hende om at komme til Issy-l’Évêque og i givet fald overtage ansvaret for børnene. Julie Dumont ankom den 11. juli.

Deportation

I rækken af antijødiske love kom også et forbud mod at forlade bopælskommunen og en spærring af jødiske bankkonti. Fra den 1. juli 1942 var det forbudt for alle jøder at bruge telefon. Den 8. juli kom et forbud mod at sælge bøger af jødiske forfattere. Det var forbudt for jøder at gå i biograf og teater eller at vise sig på offentlige steder. Den 13. juli blev Irène Némirovsky hentet i sit hjem af to franske politibetjente. Den officielle forklaring er, at der var tale om ”en generel forholdsregel over for alle fædrelandsløse jøder fra 16 til 45 år”. Men hvorfor blev Michel Epstein så ikke også arresteret? Hvad fik politiet til at sende to betjente ud i en lille landsby i Bourgogne for at hente en jødisk forfatterinde? Havde nogen angivet hende? Vi ved det ikke. Michel Epstein forsøgte desperat at benytte alle resterende private forbindelser for at få løsladt sin hustru, men uden resultat. Den 9. oktober 1942 gentog scenariet fra den 13. juli sig. Denne gang var det Michel Epstein og hans to døtre, der blev afhentet og kørt til politistationen i Autun. Ved et tilfælde gik pigerne fri. En tysk officer havde en datter, der lignede Denise. Han sagde til pigerne: ”Jeg giver jer 48 timer til at forsvinde”. Michel Epstein gav dem en kuffert, inden han selv blev ført bort. Hans sidste ord til de to døtre var: ”Skil jer aldrig af med denne kuffert, for den indeholder jeres mors manuskript.” Først efter krigen blev det klart, at både Irène Némirovsky og Michel Epstein omkom i Auschwitz. Mange år efter, i 2004, udkom Suite française – et af de manuskripter der lå i kufferten. Bogen blev en kæmpe succes, og som noget ganske usædvanligt fik Irène Némirovsky posthumt tildelt Renaudotprisen.

Anna Højgaard Andersen og Hardy Andersen
Helsingør, april 2019

Chataigne