Chataigne

I foråret 1916 vender Emmanuel tilbage til Paris, hvor han overlever med forskellige småjobs.

Mod slutningen af krigen bliver Emmanuel indkaldt til militærtjeneste, men når ikke at komme i kamp. Efter at have udstået de obligatoriske 3 års tjeneste gifter han sig med en lærerinde, Suzanne Vallois. Sammen flytter de til Østrig, hvor de slår sig ned i nærheden af Wien. Det er her, datteren Nora bliver født, og det er også her, Emmanuel Bove begynder at skrive sine første romaner, bl.a. Mine venner (Mes Amis, 1924), der bliver en kæmpe succes.

Sideløbende med de egentlige romaner skriver Bove også en række såkaldt populære romaner under pseudonymet Jean Valois. Og det går stærkt. Ifølge hans køreplan skal der produceres 100 linjer i timen, 800 linjer om dagen, hvilket giver 10-12 dage pr. bog.

I 1922 flytter Bove og året efter også Suzanne tilbage til Paris, hvor sønnen Michel bliver født.

De kommende år indtil Boves død i 1945 blev særdeles produktive, og han får udgivet en  række romaner og noveller. Både blandt sine læsere og sine forfatterkolleger havde han stor succes. Bl.a. modtog han i 1928 den meget værdifulde Prix Figuière. Bove brød sig dog ikke om den megen offentlighed omkring hans person og foretrak at holde sig diskret i baggrunden. Han var ikke en del af nogen litterære skoler eller strømninger.

I 1930 bliver Emmanuel Bove skilt og samme år gift med Louise Ottensooser, der kommer fra en rig jødisk bankierfamilie. Boves privatliv ligner i slående grad faderens. Begge to dør de også i en alder af 47 år.

Emmanuel Bove oplever på nærmeste hold de mange op- og nedture i tiden efter 1. verdenskrig, hvor pengene kommer og går. I dårlige perioder bliver forfattervirksomheden suppleret med diverse former for journalistisk arbejde. I forbindelse med den økonomiske krise i 30’erne mister hans hustru således hele sin formue.

Et andet forhold, der kommer til at præge hans liv, er fascismens fremmarch i Europa og den voksende splittelse og radikalisering af fløjene i Frankrig. Selv er han tidligt modstander af fascismen, og under besættelsen nægter Emmanuel Bove at udgive bøger i Frankrig. Han og hans hustru, der udover at være af jødisk afstamning også er medlem af kommunistpartiet, går under jorden og forsøger at komme til London. De når dog kun til Nordafrika, hvor de tilbringer to år i Algier. Her har også mange andre franske kunstnere søgt tilflugt, men vanen tro undgår Bove de litterære selskaber. Dog møder han bl.a. Albert Camus og dennes forlægger, der tilbyder at udgive Bove efter krigen – og så spiller han skak med Saint-Exupéry.

I oktober 1944 vender han tilbage til Frankrig. Helbredet er alvorligt svækket på grund af en tidligere lungehindebetændelse og malaria, som han har pådraget sig i Algier. Han dør i Paris den 13. juli, mens hele byen forbereder sig på at fejre Frankrigs nationaldag den 14. juli.

Efter krigen var Emmanuel Bove i en lang periode glemt. Man ville have helte, og Boves univers passede ikke med den genvundne frihed og de nye ideologier. En af de få undtagelser er dog Samuel Beckett, der anbefalede at læse Bove. Men i 1970’erne dukker interessen for Bove op igen, bl.a. oversætter den østrigske forfatter Peter Handke hans bøger til tysk. Siden er hans bøger blevet oversat til en lang række sprog, og i Frankrig kommer der stadig nye udgaver.

Boves hovedpersoner føler sig ofte fremmede i verden. De mangler handlekraft og bliver ofre i en ond verden. Her spiller deres forventninger også en afgørende rolle. De har svært ved at forstå eller acceptere spillereglerne, og det kommer de til at betale for. De hvirvles ind i et kaotisk og uoverskueligt forløb, hvor de mister evnen til at navigere. Der bliver sat spørgsmålstegn ved de kræfter, der styrer vores liv, og tvivlen om livets mening trænger sig på.

Anna Højgaard Andersen og Hardy Andersen

Helsingør, februar 2018