Chataigne

Lidt om forfatteren Emmanuel Bove

Emmanuel Bove er født i Paris i 1898. Begge forældre er indvandrere, faderen af jødisk afstamning fra Ukraine og moderen fra Luxemburg.

Han oplevede en ret traumatisk og omtumlet opvækst. Faderen forlod familien og flyttede sammen med en rig engelsk billedkunstner. Barndomsårene var præget af fattigdom og hyppige flytninger, når huslejen ikke kunne betales. Bedre var det ikke med Emmanuels skolegang. Faderen havde aldrig noget regulært arbejde. Det var for trivielt og på en måde nedværdigende. Så hellere låne eller sulte. Til gengæld var han en ukuelig optimist. Lige henne om hjørnet lå der helt sikkert en bunke penge og ventede. Den samme livsholdning genfinder vi både hos Bove selv og hos en række af hans romanpersoner.

Mod slutningen af 1. verdenskrig blev han indkaldt til militærtjeneste, men nåede ikke at komme i kamp. Efter at have udstået de obligatoriske 3 års tjeneste giftede han sig med en lærerinde, Suzanne Vallois. Sammen flyttede de til Østrig, hvor de slog sig ned i nærheden af Wien og det er her Emmanuel Bove begyndte at skrive sine første romaner, bl.a. Mine venner (Mes Amis, 1924), der blev en kæmpe succes.

Sideløbende med de egentlige romaner skrev Bove også en række såkaldt populære romaner under pseudonymet Jean Valois. Og det gik stærkt. Ifølge hans køreplan skulle der produceres 100 linjer i timen, 800 linjer om dagen, hvilket gav 10-12 dage pr. bog.

I 1922 flyttede Bove og året efter også Suzanne tilbage til Paris. De kommende år indtil Boves død i 1945 var særdeles produktive, og han fik udgivet en række romaner og noveller.

Både blandt sine læsere og sine forfatterkolleger havde han stor succes. Bl.a. modtog han i 1928 den meget værdifulde Prix Figuière. Bove brød sig dog ikke om den megen offentlighed omkring hans person og foretrak at holde sig diskret i baggrunden. Han indgik ikke i nogen litterære skoler eller strømninger.

I 1930 blev Emmanuel Bove skilt og samme år gift med Louise Ottensooser, der kom fra en rig jødisk bankierfamilie.

Emmanuel Bove oplevede på nærmeste hold de mange op- og nedture i tiden efter 1. verdenskrig, hvor pengene kom og gik. I dårlige perioder blev forfattervirksomheden suppleret med diverse former for journalistisk arbejde. I forbindelse med den økonomiske krise i 30’erne mistede hans hustru hele sin formue.

Et andet forhold, der kommer til at præge hans liv, er fascismens fremmarch i Europa og den voksende splittelse og radikalisering af fløjene i Frankrig. Selv viste han sig tidligt som modstander af fascismen.

Siden 1. september 1939 havde Frankrig officielt været i krig med Tyskland, men i 8 måneder skete der ikke noget. ”Den underlige krig” kaldte franskmændene det. Men så tog begivenhederne fart.

Frankrigs grænse mod Tyskland var beskyttet af Maginotlinjen, en kæde af bunkere og underjordiske forsvarsanlæg, som den franske hærledelse satte sin lid til. Men i maj 1940 rykkede tyske panserdivisioner gennem Ardennerbjergene, nord om Maginotlinjen, gennem Luxemburg, Holland og Belgien, og ned i Nordfrankrig. Den franske hær kunne ikke stoppe det tyske angreb. Alt var kaos. Millioner af mennesker flygtede sydpå foran de fremrykkende tyske tropper. Den 10. juni forlod den franske regering Paris og søgte tilflugt i havnebyen Bordeaux.

Frankrigs nederlag betød, at 1.575.000 fanger i august 1940 blev ført til Tyskland. Under det tyske fangenskab døde 24.600 franske krigsfanger, 71.000 undslap, 220.000 blev frigivet gennem forskellige aftaler mellem Tyskland og regeringen i Vichy, og adskillige blev frigivet på grund af vanførhed eller sygdom. De fleste fanger blev dog først befriet i forbindelse med de allierede troppers fremrykning i slutningen af krigen.

Ved de tyske troppers indmarch i Frankrig i maj 1940 blev landet opdelt i to zoner. Den besatte zone, der omfattede den nordlige del af landet og Atlanterhavskysten, styredes fra Paris af den tyske besættelsesmagt. Den sydlige del af landet, den såkaldt frie zone, blev regeret fra den gamle kurby Vichy af en samarbejdsvenlig fransk regering. Denne opdeling fortsatte frem til november 1942, da de allierede tropper gik i land i Nordafrika, og tyskerne besatte hele Frankrig.

Mange franskmænd flygtede sydpå til den frie zone, men det krævede skriftlig tilladelse og legitimation at passere demarkationslinjen, så der opstod snart en illegal trafik. Nogle fortsatte videre via Spanien og Nordafrika for at slutte sig til general de Gaulle og de Frie Franske Styrker i England.

Under besættelsen nægtede Emmanuel Bove at udgive bøger i Frankrig. Han og hans hustru, der udover at være af jødisk afstamning også var medlem af kommunistpartiet, gik under jorden og forsøgte at komme til London. De nåede dog kun til Nordafrika, hvor de tilbragte to år i byen Algier. Her havde også mange andre franske kunstnere søgt tilflugt, men vanen tro undgik Bove de litterære selskaber. Dog mødte han bl.a. Albert Camus og dennes forlægger, der tilbød at udgive Bove efter krigen – og så spillede han skak med Saint-Exupéry.

Under opholdet i Algier skrev Emmanuel Bove sine sidste tre romaner, heriblandt Natlig færd (Départ dans la nuit). Alle tre romaner har krigen og besættelsen som baggrund.

I oktober 1944 vendte han tilbage til Frankrig. Hans helbred var alvorligt svækket på grund af en tidligere lungehindebetændelse og malaria, som han havde pådraget sig i Algier. Han døde i Paris den 13. juli, mens hele byen forberedte sig på at fejre Frankrigs nationaldag den 14. juli.

Efter krigen var Emmanuel Bove i en lang periode glemt. Man ville have helte, og Boves univers passede ikke med den genvundne frihed og de nye ideologier. En af de få undtagelser er dog Samuel Beckett, der anbefalede at læse Bove. Men i 1970’erne dukker interessen for Bove op igen, bl.a. oversætter den østrigske forfatter Peter Handke hans bøger til tysk. Siden er hans bøger blevet oversat til en lang række sprog, og i Frankrig kommer der stadig nye udgaver.

Boves hovedpersoner føler sig ofte fremmede i verden. De mangler handlekraft og bliver ofre i en ond verden. På sin vis ønsker de at være en del af et fællesskab, men dette ønske kolliderer med deres forventninger, deres opfattelse af andre og deres selvopfattelse. De har svært ved at forstå eller acceptere spillereglerne, og det kommer de til at betale for. De hvirvles ind i et kaotisk og uoverskueligt forløb, hvor de mister evnen til at navigere. Hvad er det, der styrer vores liv, og er der overhovedet nogen mening med det? Det er sådanne spørgsmål, Bove beskæftiger sig med, og tvivlen om livets mening trænger sig på.

Anna Højgaard Andersen og Hardy Andersen

Helsingør, september 2019.