Jean de la Ville de Mirmont Søndag

Fransk litteratur

Jean de la Ville de Mirmont: Søndag og andre fortællinger

På dansk ved Anna Højgaard Andersen og Hardy Andersen

 

Fås både som Papirbog og e-Bog.

Køb hos saxo.com

Forord


”Jean Dézert er som en bror for mig”, har den meget omtalte, nulevende franske forfatter Michel Houellebecq udtalt om hovedpersonen i romanen Søndag, fordi han er i stand til at undslippe fortvivlelsen ved hjælp af tomhed. At forholde sig til tilværelsens meningsløshed er netop et gennemgående tema både i romanen og de noveller vi har valgt at udgive i denne bog.
Selvom Jean de la Ville de Mirmonts forfatterskab er af begrænset omfang, er han på mange områder blevet betragtet som en forløber. Hans beskrivelse af gennemsnitlige, middelmådige mennesker trækker linjer til forfattere i Tyskland og Centraleuropa som Döblin, Hašek, Kafka og Musil. Det ensomme og fremmedgjorte storbymenneske genfinder vi hos eksistentialistiske forfattere som Albert Camus. Nogle har endda kaldt ham en Becket før Becket.


Jean de La Ville de Mirmont omkom under første verdenskrig den 28. november 1914 i en skyttegrav ved Chemin des Dames. Han blev 28 år. Han havde på det tidspunkt skrevet romanen, Les dimanches de Jean Dézert, nogle noveller og en række digte. Efter hans død blev digtene udgivet under titlen L’Horizon Chimérique, og de inspirerede bl.a. den franske komponist Gabriel Fauré til hans Opus 118, L’Horizon chimérique, i 1921, en sangcyklus med klaverakkompagnement over fire af samlingens digte.


 

 

 

 

 

Jean de La Ville blev født den 2. december 1886 i en aristokratisk, protestantisk familie i havnebyen Bordeaux. Skibe fra fremmede lande lagde til ved kajen og forsvandt igen ud på verdenshavene. Drengen blev hurtigt grebet af en ubestemmelig udlængsel. Han søgte faktisk at komme ind på en søfartsuddannelse, men blev afvist på grund af sin nærsynethed. I stedet for læste han jura, og efter at have afsluttet studierne tog han til Paris og blev ansat i det offentlige. Kontorjobbet havde dog ikke hans store interesse. Det var en nødvendig rutine, som han pligttro udførte, men tanker om karriere havde han ikke. Som så mange var han nok meget i tvivl om, hvilken retning hans liv skulle tage.


Efterladte breve tyder på at han til det sidste har haft et udmærket forhold til begge sine forældre, dog med en særlig følelsesmæssig tilknytning til moderen. Dette kommer allerede på dramatisk vis til udtryk i barndommen. Da han er syv år gammel, dør hans ældre bror. Hans mor er selvfølgelig dybt ulykkelig, og den lille Jean oplever det som om moderens følelser kun gælder den døde bror. For at genvinde moderens omsorg beslutter han sig til at følge efter broderen. Han forsøger at begå selvmord ved at drikke blæk. Den officer der får ham gravet ud af jordmasserne i skyttegraven, hører ham hviskende kalde på sin mor, inden han dør. Senere har man på en lap papir fundet denne besked, skrevet engang i oktober 1914: ”Hvis jeg dør, giv besked til min mor, at min sidste tanke har været til hende.”


Men hvordan er Jean de La Ville havnet i en skyttegrav ude i forreste linje ved Chemin des Dames? Så meget står fast at det ikke var imod hans vilje. Fra brevene til forældrene kan vi se at han allerede fra krigens start gjorde sig ihærdige anstrengelser for at blive mobiliseret til militærtjeneste. To gange bliver han afvist. Først fordi han er for nærsynet, og derefter fordi han er for mager. Efter en fedekur lykkes det ham omsider at blive godtaget.
Hvad angår hans motiver, er det vanskeligt at give noget entydigt svar. Var han blevet indfanget af den almindelige krigspsykose bestående af tyskerhad, nationalisme og mangel på realitetssans? Eller længtes han væk fra en kedelig dagligdag på kontoret, efter at opleve en spænding hvor livet blev sat på spil?


I august 1912 var det omsider lykkedes for ham at stå til søs som passager på en fragtdamper fra Bordeaux til Le Havre. Skibet løb ind i et voldsomt uvejr, og i et brev til moderen beretter han i dramatiske vendinger om den farefulde færd, men slutter brevet med følgende ord: ”Jeg har aldrig foretaget så smuk en rejse.”


Anna Højgaard Andersen og Hardy Andersen
Helsingør, august 2020.

Copyright © All Rights Reserved  Chataigne/v Hardy Andersen  Stubbedamsvej 20  3000 Helsingør  +45 20 47 47 26   hardy@chataigne.dk