Chataigne

Indledning

Et orgie af vold, druk og løssluppen sanselighed i et samfund der normalt domineres af borgerskabets pæne og tilbagetrukne måde at leve på. De fleste lader sig rive med, mens få sover fra det eller gør et hjælpeløst forsøg på at stoppe galskaben. Sådan skildrer Némirovsky en enkelt nats konfrontation mellem oprørske bønder, arbejdere, matroser, tidligere officerer og militssoldater i tiden kort efter den russiske revolution i titelnovellen Blodrus.

Novellerne i nærværende udvalg fokuserer på mennesker hvis livsbane af en eller anden grund bliver forstyrret. De befinder sig i situationer som kan vende op og ned på deres tilværelse, men hvor de samtidig er påvirkelige eller lader sig fange i en ruslignende tilstand. Némirovsky fremstiller dem med psykologisk dybde og indlevelse, ofte med bidende ironi i forhold til det velbjergede borgerskab.

Der er intet så farligt som en kvindes uindfriede ambitioner, lyder en aldrende fars advarsel til sønnen, efter at de en aften har underholdt sig med en kvinde der skånselsløst driver sine døtre frem som skuespillere eller sangere, længere end talentet eller helbredet kan bære. Alt hvad hun selv har drømt om, men aldrig opnået, rigdom, berømmelse og et spændende ægteskab, det lægger hun målbevidste strategier for på deres vegne. Samme måde at overtage en andens liv på – under dække af venskab og endda kærlighed – finder vi i forholdet mellem to veninder. En ganske ung, men uanselig kvinde ser de muligheder for kunstnerisk udfoldelse der ligger hos veninden, som absolut ikke selv er i stand til skabe sig en karriere, et projekt der får fatale konsekvenser for alle parter.

En søn kan tilgive sin far alt, hvis denne far forbliver trofast over for det billede han har givet af sig selv. Så langt strækker sønnens respekt over for den far der i årevis har været overbevist om at den søn han har elsket over alt på jorden, har bestjålet ham. Hvad det indebærer at være en hæderlig mand, bliver belyst og gradbøjet i en lille families konfliktfyldte historie på baggrund af den sociale udvikling i kølvandet efter første verdenskrig.

Ensomhed er et centralt tema i flere af Némirovskys noveller. Hos den ældre, enlige lærerinde der netop har fået at vide at døden venter lige om hjørnet, bliver fristelsen til at undslippe ensomheden og for en gangs skyld betro sin ungdoms kærlighedseventyr til en ung elev for stærk. Oplevelsen af tillid er dog ikke gensidig, og Némirovsky er en mester i skildringen af det psykologiske spil hvor kun en brøkdel kommer frem i de udtalte replikker.

Starten på anden verdenskrig er den ydre ramme for nogle af novellerne. Némirovsky viser hvordan forskellige mennesker oplever situationen, og hvordan forholdet mellem mennesker, om end kortvarigt, ændres. Den rige kosmopolit, der i højere grad frygter at Notre Dame i Paris bliver udsat for et bombardement, end at mennesker bliver dræbt, regner med at kunne forblive i sin tilskuerrolle og bare forlade Europa i tide. Passagererne i en togkupé oplever et fællesskab og en interesse for hinandens liv som aldrig ville være opstået i fredstid, og parisernes flugt sydpå bliver den rejse hvor livets værdier for alvor bliver sat på spidsen.

Lidt om forfatteren Irène Némirovsky

Irène Némirovsky blev født 1903 i Kiev af jødiske forældre. Faderen, Leonid Némirovsky, var en velhavende bankier og forretningsmand, hvis interesser var koncentreret om at øge familiens formue. I lange perioder så familien ikke noget til ham. Moderen, Anna, var en meget selvoptaget dame, der nærmest betragtede datteren som en uheldig plage. Hun havde en næsten sygelig angst for at ældes, hvilket hun forsøgte at modvirke med makeup og skiftende, unge elskere. Det blev derfor en fransk guvernante, der kom til at tage sig af Irènes opdragelse og uddannelse, og også følelsesmæssigt overtog hun moderens plads. Faderens stadigt voksende formue tillod familien at tilbringe sommeren i det aristokratiske rigmandsmiljø på Krimhalvøen ved Sortehavet, eller de tog på lange ophold i Frankrig, hvor turen gik fra Paris til Biarritz og Nice. Der er ingen tvivl om, at det var livet i Frankrig, der især tiltalte Irène. Den lange togtur tilbage til det mørke og kolde Rusland måtte helst udskydes så længe som muligt. I 1914 hentede faderen familien hjem fra Nice, og de slog sig nu ned i Sankt Petersborg. Flittig læsning af franske forfattere som Stendhal, Balzac og Maupassant blev for Irène åndehuller i en monoton og strengt reguleret hverdag. Oktoberrevolutionen 1917 vendte op og ned på alt for familien Némirovsky. Faderen var på bolsjevikkernes dødsliste, og familien måtte gå under jorden. Efter et kort ophold i Moskva fortsatte flugten videre til Finland og senere til Sverige. Imens forsøgte faderen febrilsk at redde, hvad reddes kunne. Det var i denne periode, at Irène for at udfylde sin ensomhed begyndte at skrive. I sommeren 1919 var familien Némirovsky omsider samlet i Paris, hvor de besluttede at blive. I den forbindelse ændrede de også deres navne. Moderen Anna blev til Fanny, Leonid til Léon. Irma Irina, der nu var 16 år, blev til Irène Némirovsky. Irènes første år i Paris blev ret turbulente. Hendes far havde fået retableret familiens økonomiske forhold, så der manglede ikke penge. Hendes tilværelse kan bedst beskrives som én lang fest, hvor hun sammen med andre unge fra den økonomiske overklasse turnerede rundt mellem forskellige mondæne barer og dansesteder i Paris med udflugter til Trouville, Deauville, Nice, Biarritz, St. Jean de Luze og lignende steder, hvor en blandet flok af den rige overklasse mødtes. Irènes liv var fyldt med dans, flirt og fester, og man fristes til at se det som en blanding af hævn og hoveren over for moderen. Forholdet til moderen blev ikke mindre problematisk af, at Irène på et tidspunkt fik den tanke, at hun måske genetisk set bar videre på en arv fra moderen. 

Indimellem fik Irène dog også tid til tage eksamen ved Sorbonneuniversitetet i russisk sprog og sammenlignende litteratur. Samtidig var hun også begyndt at sende små fortællinger til diverse tidsskrifter.

Litterær debut

I 1924 mødte hun Michel Epstein, der som hende selv var russisk emigrant i Paris med rødder i den jødiske finansverden, og som ligeledes var flygtet fra den bolsjevikiske revolution. Om det skyldes hendes kommende ægtefælles indflydelse, kan være vanskeligt at afgøre, men man kan konstatere, at Irènes livsførelse ændrer sig markant, og at hun nu for alvor koncentrerer sig om at skrive. Efter fire års arbejde og gentagne omskrivninger udkommer romanen David Golder. Omstændighederne omkring udgivelsen er lidt specielle. Irène havde sendt manuskriptet til forlaget Grasset og som afsender opgivet en poste restante adresse under hendes ægtefælles navn Epstein. Bernard Grasset blev straks begejstret for romanen og bad afsenderen om at møde op, så de kunne få underskrevet en kontrakt. Men der skete ikke noget. Irène havde lige født sit første barn, en datter, og havde andet at bekymre sig om end at tjekke posten. Da der var gået en måned, stadig uden at Bernard Grasset havde fået kontakt med manuskriptets forfatter, satte han en meddelelse i diverse blade, hvor han opfordrede forfatteren til at melde sig. Stor var forbavselsen, da der en dag dukkede en lille, jødisk dame op på hans kontor. Bernard Grasset havde god sans for markedsføring. Nogle år tidligere havde han udgivet den purunge forfatter Raymond Radiguets første roman Le Diable au corps (på dansk Djævlen i kroppen), som var blevet en bragende succes. Et par uger før jul udsendte Grasset derfor en foromtale af Irène Nimérovskys roman, hvor han beskrev forfatteren som en moderne Balzac. Om anmelderne var enige eller uenige med ham, anså Bernard Grasset for at være ligegyldigt. Hovedsagen var, at det gav omtale, og det gjorde det. Sjældent er så mange navne på franske, russiske og engelske forfattere blevet inddraget i anmeldelserne af en bog. For så vidt var succesen hjemme. Fra en række jødiske miljøer var der dog voldsomme protester. Handlingen foregår i en korrupt og hensynsløs kosmopolitisk jødisk finansverden, og personerne er alle jøder. Irène Némirovsky forsvarede sig med, at hun ikke havde villet skrive en bog om en særlig jødisk race, men om et socialt fænomen, således som hun selv havde oplevet det indefra. David Golder blev efterfølgende både opført som teaterstykke og produceret som én af de første talefilm i Frankrig. Året efter, i 1930, udkom Le Bal, som Irène Némirovsky efter eget udsagn havde skrevet mellem to kapitler i David Golder, hvor hun var gået i stå. Modtagelsen var også her noget delt. Nogle så en ny litterær stjerne på himlen, mens andre havde forventet en ny stor roman og derfor var skuffede over at blive præsenteret for en lang novelle. I jødiske kredse så man det som endnu en historie om usympatiske, kyniske og pengebegærlige jøder. Le Bal præsenterer to temaer, der gentagne gange dukker op i Irène Némirovskys forfatterskab: Pengenes moralske afsporing og modsætningsforholdet mellem mor og datter.