Chataigne

Octave Mirbeaus samfundssyn

Octave Mirbeau var opvokset i Normandiet i en konservativ, royalistisk familie. Det kom til at præge den første del af hans liv, men i løbet af 1890’erne sker der en drastisk forandring, og hans syn på samfundet må ideologisk set betragtes som anarkistisk.
Octave Mirbeau hadede enhver form for myndighed der begrænsede og fordærvede det enkelte individ, det være sig skolen, kirken, fabrikken, hæren, finansverdenen eller politikerne. Selv var han blevet sendt i skole hos katolske jesuittermunke. Senere mindedes han altid den tid med afsky. Under krigen mellem Frankrig og Preussen i 1870 blev han indkaldt til militæret. Tiden i hæren opfattede han som en total ensretning, en udslettelse af individet og statsmagtens uddannelse af legitime mordere. For de dele af befolkningen der ikke fik nogen videre skoleuddannelse, ventede en udsigtsløs tilværelse under slavelignende forhold i miner og fabrikker. Finansverdenen og politikerne tænkte kun på at mele deres egen kage. Det drejede sig om penge og magt uden hensyntagen til resten af befolkningen.

Octave Mirbeau stod som udgangspunkt på de svages side. Hans skarpe journalistiske pen var frygtet, og der var rigeligt med stof når det drejede sig om at afsløre grådighed, magtbegær og korruption blandt de ledende i samfundet. Et eksempel kunne være det franske projekt omkring bygning af en Panamakanal der endte som en kæmpe fiasko og afslørede sammenblandingen af kapital og politik. En lang række politikere viste sig at være involveret og en stor del af aktionærernes investeringer var gået til bestikkelse.
Dreyfusaffæren blev endnu værre og var med til at dele Frankrig i to lejre, de der var for Dreyfus, og de var var imod. Avisen Le Figaro bragte i februar 1898 to tegninger der illustrerer hvordan affæren skabte splittelse helt ind i de enkelte familier. På den første tegning ses familien samlet til søndagsmiddag. Alle sidder pænt omkring bordet iført deres stiveste puds, og familiens ældste herre løfter advarende pegefingeren: ”Lad os ikke tale om Dreyfusaffæren.” På den næste tegning er der totalt kaos, maden flyder og alle ligger og slås på gulvet. Teksten lyder i al sin korthed: ”De talte om den.”
Den franske officer Alfred Dreyfus var i december 1894 ved en krigsret blevet idømt livsvarigt fængsel på Djævleøen ud for Fransk Guyana i Sydamerika. Begrundelsen var spionage til fordel for Tyskland. Han stammede fra Alsace, talte med tysk accent og var jøde. I nogles øjne derfor ikke en rigtig franskmand. Det skulle vise sig at han var uskyldig, men først i 1906 blev alle anklager mod Dreyfus frafaldet og han fik lov til igen at indtræde i hæren.

Det politiske liv under Den Tredje Republik var præget af svage koalitioner og hyppige regeringsskift. Monarkister, bonapartister og klerikale så helst republikken afskaffet og tilhængerne af republikken havde vanskeligt ved at enes om hvilken retning man skulle bevæge sig i. Alene i perioden 1880-1905 var der 30 forskellige regeringer.
Håbet om revanche over Tyskland levede stadig. Frankrig skulle igen indtage den plads i Europa som med rette tilkom det. I denne sammenhæng indtog hæren naturligvis en afgørende rolle. Hærens troværdighed måtte der ikke kunne sættes spørgsmålstegn ved. En brist i hæren kunne kun skyldes udefrakommende, nedbrydende kræfter, som f.eks. jøderne.
Antisemitismen havde gamle rødder og var udbredt såvel på venstrefløjen som blandt højrefløjens monarkister, bonapartister og nationalister. På venstrefløjen sås jøderne som repræsentanter for kapital og finansverden. På højrefløjen som en udefrakommende trussel mod den nationale enhed. Inden for den katolske kirke blev jøderne betragtet som Kristi mordere. Én af de fremtrædende skikkelser på højrefløjen var Edouard Drumont, grundlægger af avisen La Libre Parole. Hans billede dukker også op i En kammerpiges dagbog.
Militarisme, patriotisme og antisemitisme var tæt sammenvævet. For individualisten og anarkisten Mirbeau stod den følelsesladede og snæversynede fædrelandskærlighed som det værste eksempel på ensretning og en flokmentalitet der ikke levnede plads for argumenter og eftertanke.
Mirbeau betragter religionen som et middel til at bortlede underklassens utilfredshed med den øjeblikkelige situation og de dårlige levevilkår. På den måde fungerer kirken som én af overklassens vigtigste støtter i klassekampen. Kirken havde traditionelt siddet tungt på skole og undervisning, men i løbet af 1880’erne og 90’erne var modstanden blandt republikanerne vokset, og der var efterhånden opstået et flertal for en adskillelse mellem stat og kirke. Den bliver rent faktisk gennemført i 1905 og betyder at religion for fremtiden er udelukket fra det officielle franske skolesystem.

Anarkisten Mirbeau tog afstand fra alle institutioner og myndigheder, det være sig religiøse, militære eller politiske. Deres funktion var at begrænse det enkelte individs udfoldelsesmuligheder og frihed. Heller ikke det parlamentariske system under Den Tredje Republik fandt nåde for hans kritik. Under valgkampen lovede politikerne en masse, men når de først var valgt, holdt de ikke ord, og vælgerne havde ikke længere nogen indflydelse på udviklingen. Der blev ikke taget hensyn til underklassens elendige vilkår. Mirbeau ser dog ikke en samlet, organiseret modstand som et håb i horisonten. Opdragelse, miljø og kirkens indoktrinering har hos underklassen skabt en selvforståelse der får mange til næsten at betragte overklassen som tilhørende en anden race. Denne splittelse i underklassen kommer tydeligt frem hos tjenestefolkene i En kammerpiges dagbog, der på den ene side lader sig underkue og mishandle af herskaberne, men på den anden side også betragter dem med en vis form for beundring, fordi de har penge og magt. Forholdet er ambivalent. På den ene side had og drøm om revanche, på den anden side forventningen om at herskabet udøver sin magt.

Octave Mirbeau i det litterære landskab

Det er forholdsvis sent at Octave Mirbeau i en alder af 37 år påbegynder sit egentlige forfatterskab. Indtil da havde han været en særdeles flittig anmelder og skribent i en lang række aviser og tidsskrifter hvor hans skarpe pen var både beundret og frygtet. Som kunstanmelder forsvarede han især de nye, impressionisterne. Mange af tidens kunstnere kendte han personligt og opbyggede gennem sit liv en større samling af deres værker.
Det er især bekendtskabet med de russiske forfattere Tolstoj og Dostojevskijs værker der bliver afgørende for Mirbeaus litterære produktion, både romaner, fortællinger og skuespil. I et brev til Tolstoj i 1903 beskriver Mirbeau hvilken åbenbaring og inspiration de to russiske forfatteres værker har været for ham:
”Som den første har De lært os at tyde, hvad der myldrer rundt bag et menneskes ansigt, dybt nede i det ubevidste mørke: det modsætningsfyldte kaos, den vanvittige forvirring, manglen på sammenhæng, selvmodsigelser, skæbnesvangre dyder, oprigtige løgne, grumme følelser, godtroende grusomhed, der gør mennesket så smerteligt bekendt”.
Sammenlignet hermed beskriver Mirbeau den franske litteratur: ”Vores romanske litteratur bygger på regler og logik, selv når det drejer sig om lidenskab. Desuden nøjes den med at bevæge sig på overfladen og viger tilbage fra at stige ned i afgrundenes dyb. Den er altså mangelfuld, når den ikke er falsk. Kolde og polerede regler passer ikke til disse yderligheder, og en altid tilfældig logik passer heller ikke til det vanvid vi kalder et menneske”.

Mirbeau ville med andre ord gerne beskrive det virkelige liv med alle dets brutale og uforklarlige modsætninger. Spørgsmålet er hvordan det så kan gøres.
Mirbeau bryder med den realistiske og naturalistiske roman. Både indholdsmæssigt og stilistisk overskrider han grænserne, han driller og provokerer læseren for at tvinge denne til personligt at forholde sig til teksten og ikke bare få opfyldt og bekræftet sine traditionelle forventninger. Allerede det at vælge en kammerpige som pennefører og hovedperson måtte i samtiden opfattes som et brud på traditionerne. Et simpelt menneske hvis opgave primært var at adlyde og tjene herskaberne. Dertil kommer at Mirbeau udstyrer hende med ganske usædvanlige evner for at observere og udstille de herskende klassers fordærvede moral, deres seksuelle og økonomiske udnyttelse af tjenestepigerne i et undertrykkende samfund hvor de bliver betragtet som en handelsvare. Tjenestepigerne er en slags moderne slaver. Stilistisk set blandes tilsyneladende realisme med parodi, ironi, satire og samfundsrevsende kritik.
Mirbeaus valg af dagbogsformen har desuden givet ham mulighed for at bryde med realismens lineære fremstilling. Den kronologiske beskrivelse af situationen her og nu kan uden problemer brydes af tanker og minder fra fortiden og drømme om fremtiden. Som i et impressionistisk maleri er det summen af de enkelte farver der udgør billedet.

Man kan også betragte En kammerpiges dagbog som en eksistentialistisk roman. Célestine har undertiden vanskeligt ved at forstå eller forklare sin egen reaktion. Hun kan ikke se noget formål med sit liv, hun savner sammenhæng og retning. Hun oplever sit liv som fragmenteret og usammenhængende.

To andre af samtidens litterære strømninger var symbolisterne og en gruppe der gik under navnet de dekadente. Begge parter mener at der er en anden og større virkelighed end den vi normalt sanser. Gennem ordets magi er det muligt for kunstneren at nærme sig denne anden virkelighed. For symbolisterne er der tale om en positiv, man kunne kalde det en platonisk virkelighed. De dekadente synes mere draget mod at bevæge sig ud i en anden verden der sprænger vores traditionelle opfattelse af f.eks. køn og seksualitet. Vi finder hos Mirbeau elementer af begge dele, men overordnet set indlejret i hans pessimistiske opfattelse af menneskets skæbne.
For Mirbeau er der kun én verden, denne verden, og den er et helvede. Vi bliver født for at dø. Vejen derhen er fyldt med lidelse, nød og undertrykkelse. Den verden der omgiver os, er en facade af voldelige institutioner der undertrykker det enkelte menneske og ikke levner det en chance for at udfolde sig. Mirbeaus forfatterskab kan måske ses som et forsøg på få os til at erkende dette forhold. I En kammerpiges dagbog fører det ofte til chokerende overraskelser eller fuldstændig groteske scener, ofte med en ironisk undertone. Selvom livet er et helvede, er det absolut ikke kedeligt.

Anna Højgaard Andersen og Hardy Andersen,

Helsingør, august 2021.