Paris i dag                           

Marais kvarteret i Paris

Et af de kvarterer i Paris, hvor der traditionelt har boet mange jøder. Også idag genfinder vi det jødiske præg i gadebilledet.

Rue Elzevir

I denne gade i Marais kvarteret boede Arlette sammen med sine forældre i nr. 11.

Drancy

Drancy ligger nordøst for Paris.

I 3 år fungerede Drancy som opsamlingslejr for jødetransporterne østpå til de nazistiske udryddelseslejre.

I begyndelsen var det kun mænd der blev interneret i Drancy, men fra juli 1942, efter nye, store razziaer den 16. og 17. juli (Rafle du Vélodrome d'Hiver), blev både mænd, kvinder og børn samlet i Drancy.

Det var her Arlette var interneret, inden hun blev deporteret til Auschwitz.

Drancylejren står i dag tilbage som et ret forfaldent boligkvarter.

Drancy

I et beskedent hjørne af bebyggelsen i Drancy finder man disse mindetavler, der fortæller om stedets tidligere funktion.

Drancy

Til minde om de deporterede jøder blev der i 1976 foran den tidligere lejr i Drancy rejst et monument af den jødiske kunstner Shlomo Selinger.

Om værket siger Shlomo Selinger:
"J'espère qu'il sera à même de transmettre aux générations futures les émotions, qu'en qualité de rescapé des camps nazis j'ai revécues, deux ans durant, en travaillant à cette oeuvre."
(Jeg håber det vil være i stand til at bibringe fremtidige generationer de følelser, som jeg som overlevende fra nazisternes koncentrationslejre genoplevede i de to år, jeg arbejdede med dette værk).

To trapper med syv trin fører op til Dødens port, Drancylejren. I midten en skulpturgruppe med figurer, der bl.a. symboliserer lidelse, værdighed og død.
 

Drancy

Foran bebyggelsen i Drancy blev i 1988 opstillet en kreaturvogn.
Fra bagsiden af Shlomo Selingers monument (Dødens port) fører jernbaneskinner direkte hen til kreaturvognen.

Det var i sådanne vogne at Arlette og jøderne i Drancylejren blev transpoteret østpå - som oftest med Auschwitz som endestation.

Hotel Lutetia i Paris

Opsamlingssted for de overlevende fra de tyske koncentrationslejre. Det var herfra at Arlettes forældre fik besked om at deres datter var vendt tilbage.

Shoahmuseet i Paris (Le Mémorial de la Shoah)

Museet ligger i Marais-kvarteret og blev indviet af præsident Jacques Chirac i januar 2005 i forbindelse med 60-års dagen for befrielsen af Auschwitzlejren og den europæiske dag til minde om Holocaust.

Museet rummer i dag Europas største samling af dokumenter om Holocaust.

Ved indgangen er rejst en mur med navnene på 76.000 jøder, heraf 11.000 børn, som blev deporteret til nazistiske koncentrationslejre.

2500 overlevede, heriblandt Arlette, hvis navn vi også finder på muren.

Inde i museet finder vi en stor Davidsstjerne i sort marmor, symbol på de seks millioner jøder der døde uden at blive begravet. Her har man samlet aske fra dødslejrene og Warszawas ghetto nedlagt i jord fra Israel. I midten af stjernen brænder en evig flamme til minde om de forsvundne.
På muren i baggrunden står på hebræisk: "Se om der findes nogen smerte lig min. Unge og gamle, vores døtre og sønner blev mejet ned af sværdet."

I nærheden af muren med navnene på de deporterede jøder er rejst en anden mur, le Mur des Justes, der bærer navnene på mænd og kvinder der med livet som indsats hjalp med redde franske jøder under 2. verdenskrig.
21.310 personer, heraf 2.693 franskmænd, har foreløbig fået deres navn på muren. Det er Musée Mémorial de Yad Vashem i Jerusalem, der står for udvælgelsen, og der er gjort plads til flere navne.

Nationens hukommelse

Frankrig havde under 2. Verdenskrig været delt mellem Vichy-styret og dets modstandere. Vichy-styret, der stod som landets officielle repræsentant, havde samarbejdet med den nazistiske besættelsesmagt.

Efter krigen blev de politiske bestræbelser koncentreret om at skabe forsoning i et splittet Frankrig og genskabe en ny forenet nation. Jødernes deportation og de overlevendes skæbne trådte derfor i baggrunden. Først i løbet af 1970'erne begyndte de overlevende at blive hørt og i slutningen af 1980'erne får Holocaust en mere fremtrædende plads i skoleundervisningen.

Det virkelige omslag kommer dog først med præsident Jacques Chiracs tale den 16. juli 1995 i forbindelse med en mindehøjtidelighed for ofrene for razziaen ved Vintercykelbanen i Paris (la rafle du Vélodrome d'Hiver). Jacques Chirac vedgår i sin tale officielt den franske stats deltagelse i jødeforfølgelserne.

Discours du Président de la République, M. Jacques Chirac,
lors des cérémonies commémorant la Grande Rafle
des 16 et 17 juillet 1942. (Paris, 16 juillet 1995 - extrait)