Jules Renard

Fransk litteratur

Jules Renard: Poil de Carotte

På dansk ved Anna Højgaard Andersen og Hardy Andersen

 

Fås både som Papirbog og e-Bog.

Køb hos saxo.com

Om Poil de Carotte


”Poil de Carotte”, sådan bliver han kaldt af både sine forældre og af de to ældre søskende. Det er moderen, der har fundet på øgenavnet, fordi han er rødhåret. Allerede navnet har sat drengen i bås, og han gennemlever en traumatiserende barndom, hvor han forsøger at navigere mellem en dominerende og ondskabsfuld mor og en tavs og fraværende far. De to søskende spiller med på moderens melodi.

Poil de Carottes udvikling bliver dybt påvirket af forholdene i familien. Snuhed, løgn og fortielse bliver et forsvar mod moderens overgreb. Indimellem bliver ondskab en form for afløb. Samtidig forsøger han forgæves at finde solidaritet og anerkendelse hos faderen. Når det virkelig brænder på, og kræfterne mangler til at tage kampen op, søger Poil de Carotte væk fra verden og lukker sig inde i sig selv. Der er således ikke tale om en entydig beskrivelse af et offer. Set med omverdenens øje virker alt normalt.

Poil de Carotte er en barsk og grusom historie om et barns opvækst, dets kamp for overlevelse og de spor, det afsætter i sindet. Men Jules Renards fremstilling er også præget af scener, der ender i en vanvittig og grotesk form for humor.

Poil de Carotte gav Jules Renard hans litterære gennembrud, og bogen betegnes stadig som en klassiker i fransk litteratur.


Jules Renard (1864-1910)


Chitry-les-Mines er en landsby i departementet Nièvre i Bourgogne. Det er her, Jules Renard tilbringer sin barndom sammen med sine to ældre søskende, søsteren Amélie og broderen Maurice. Byen har på det tidspunkt omkring 450 indbyggere, og det økonomiske grundlag på egnen er landbrug og tømmer. Faderen er borgmester i byen, hvilket Jules Renard også bliver senere, i 1904.

1875-1881 er Jules Renard ligesom sin ældre bror elev på en kostskole i Nevers og kommer kun hjem i ferierne tre gange om året. Han er ikke nogen særlig dygtig elev og ender med at dumpe til studentereksamen. Han bliver så sendt til Paris, hvor det lykkes ham at hive en studentereksamen i land, men forældrenes drøm om en videregående uddannelse kommer ikke til at gå i opfyldelse.

I Paris lever han de næste par år af de penge, faderen sender ham, mens han forgæves forsøger at finde et arbejde, han kan leve af. Samtidig begynder han at skrive artikler til diverse tidsskrifter og omgås forskellige litterære kredse i byen.

I 1887 begynder Jules Renard at føre dagbog, hvilket han fortsætter med helt frem til sin død i 1910. Her noterer han daglige oplevelser, møder og samtaler med andre, ideer til kommende værker, diverse iagttagelser og overvejelser, han gør sig. Dagbøgerne, der først blev udgivet efter Jules Renards død, giver et enestående indblik både i samtiden og i Jules Renard som person.

1888 bliver Jules Renard gift med Marie Mor-neau. Det afhjælper de værste økonomiske problemer, da de nygifte kan flytte ind i en lejlighed i en ejendom, der tilhører moderen. Året efter kommer det første barn til verden, sønnen Jean-François og i 1892 datteren Julie-Marie.

Jules Renard forsøger sig med digte, noveller, artikler og et par romaner, men det er først med udgivelsen af Poil de Carotte i 1894, at han opnår sit litterære gennembrud, og flere anmeldere betragter fra starten bogen som en klassiker. Poil de Carotte kommer de følgende år i nye udgivelser med illustrationer af Félix Vallotton (1902) og Francisque Poulbot (1907). En version for teater får bragende succes, først på Théâtre-Antoine i 1900, og stykket bliver optaget på det faste repertoire for det franske nationalteater Comédie-Française. Senere er romanen også blevet filmatiseret flere gange.

I 1896 lejer Jules Renard den gamle præstegård i Chaumont, der ligger lige op til Chitry-les-Mines og altså tæt på hans forældres bolig. Her bor han med sin familie hvert år fra maj til oktober. Det nye forhold til faderen bliver dog kortvarigt. Han lider af en uhelbredelig sygdom og vælger året efter at begå selvmord ved at skyde sig i hjertet med et jagtgevær. Jules Renard er dybt berørt af faderens død, men beundrer ham for hans mod til at vælge at tage sit eget liv i stedet for langsomt at sygne hen. Forholdet til moderen derimod havde aldrig været godt, og da hun i 1909 falder i en brønd og drukner, efterlader det ikke den store sorg hos Jules Renard. Det står hen i det uvisse, om der var tale om et uheld eller selvmord.





 

 

 

 

 

1890’erne er i Frankrig præget af social uro, strejker og anarkistiske bombeattentater. Dertil kommer kampen mellem stat og kirke. Jules Renard er en overbevist tilhænger af en verdslig republik og en indædt modstander af den katolske kirkes indflydelse i det verdslige samfund som f.eks. på skoleundervisningen. Oven i det hele kommer så Dreyfusaffæren, der groft sagt deler Frankrig i to grupper, for eller imod Dreyfus. Den franske officer Alfred Dreyfus, som var af jødisk herkomst, var på et falsk grundlag blevet dømt til livsvarigt fængsel for at have spioneret til fordel for Tyskland. Jules Renard er en glødende fortaler for en genoptagelse af sagen og bryder forbindelsen med alle de venner, der fastholder, at Dreyfus er skyldig.

I de sidste år af sit liv opnår Jules Renard også den officielle anerkendelse, som betød så meget for ham. I 1900 får han tildelt Æreslegionen, i 1904 bliver han valgt til borgmester, og i 1907 bliver han medlem af Goncourtakademiet.
Jules Renard havde i mange år været en ivrig jæger, havde dyrket fægtning og cykelløb, men allerede i 1904 kom de første varsler om, at der var problemer med hjertet, og den 22. maj 1910 dør han i Paris i alder af 46 år som følge af åreforkalkning i hjertet.

Talrige kendte personer følger hans kiste i Paris, blandt andre premierminister Aristide Briand, socialistpartiets leder Jean Jaurès, dramatikeren Georges Courteline og forfatteren Anatole France. Den borgerlige begravelse finder sted i Chitry-les-Mines. På byens torv bliver der i 1913 rejst en buste af Jules Renard. Ved foden af monumentet sidder Poil de Carotte.


Jules Renard og Poil de Carotte


”Jeg kan sige, at jeg takket være Poil de Carotte har skabt mig en dobbeltgænger”, skriver Jules Renard i sin dagbog den 22. februar 1894, mens han stadig arbejder på bogen. Manuskriptet bliver først afleveret til forlaget Flammarion i september. Poil de Carotte kommer faktisk til at følge Jules Renard resten af livet.
Meget af materialet til Poil de Carotte har Jules Renard hentet fra sin egen barndom. Da han bliver født, er forældrenes ægteskab allerede kørt af sporet, og de taler ikke længere sammen. Meget tyder på, at moderens aggression og had til faderen i stedet for bliver rettet mod den sidstfødte, Jules. Selvom hans forhold til faderen kunne ligne to træer, der står adskilt ved siden af hinanden, føler han alligevel, at under jorden har deres rødder forbindelse.
Dagbog 19. juni 1897: ”… Jeg bebrejder ikke mig selv, at jeg ikke holdt tilstrækkeligt af ham. Jeg bebrejder mig selv, at jeg ikke forstod ham.”
Dagbog 28. september 1897: ”Min far og jeg viste ikke vores kærlighed udadtil, vi var ikke som grene, der mødte hinanden. Vi elskede hinanden gennem vores underjordiske rødder.”
Jules Renards forhold til bogen er ikke entydigt. Da han har afleveret manuskriptet til forlaget, skriver han til sin nære ven forfatteren Marcel Schwob og giver udtryk for sin utilfredshed med resultatet og undskylder det nærmest med mangel på penge. I dagbogen noterer han den 21. september ”Poil de Carotte er en dårlig bog, mangelfuld, dårligt komponeret, fordi den er blevet til i små bidder”, og senere, den 27. september, ”Poil de Carotte kunne man uden forskel forkorte eller forlænge. Poil de Carotte er en mentalitet.”
Muligvis har vi også her en forklaring på den manglende kronologiske sammenhæng i fremstillingen af Poil de Carottes barndom. Traumatiske erindringer dukker sjældent op i kronologisk rækkefølge, men har deres egen indre logik.
Marcel Schwobs og andre anmelderes begejstring får dog Jules Renard til at se mere positivt på værket, men Poil de Carottes problematiske karakter lever han uændret videre med resten af livet.

Jules Renard havde som nævnt ikke noget godt forhold til sin mor, og da han og hans hustru Marie tilbringer to måneder op til sønnens fødsel hos forældrene, kommer hadet op til overfladen. Faderen holder meget af svigerdatteren og viser hende stor opmærksomhed. Moderen derimod er dagen lang efter hende med irettesættelser og spydige bemærkninger. Jules Renard noterer den 12. marts 1889 i sin dagbog i detaljer moderen opførsel, inklusive diverse replikker: ”Siden den kvinde kom, er der ingenting, der fungerer. Og den kvinde var hendes søns hustru. Svigerfaderens hengivenhed over for svigerdatteren fik svigermoderens raseri til at flamme yderligere op. Når hun skulle forbi hende, holdt hun armene ind til kroppen, trykkede sig op ad væggen, som om hun var bange for at bliver snavset. […] Det gik så vidt, at hun spyttede af afsky.” I januar 1906 har Jules Renard i marginen tilføjet en bemærkning : ”Det var den holdning over for min hustru, der drev mig til at skrive Poil de Carotte.” Om det er hele sandheden, er vanskeligt at afgøre, men sådan fremstod det i Jules Renards hukommelse.

Poil de Carotte følger, eller forfølger Jules Renard til det sidste. Den lille rødhårede dreng kan også ses som en slags repræsentant for de indre dæmoner, Jules Renard forsøger at uddrive. Det sidste notat i dagbogen er skrevet kort tid, inden han dør. Med henvisning til en scene i bogen lyder det således: ”Jeg vil stå op, i nat. Omtåget. Det ene ben hænger ud over sengekanten. Så løber det ned ad benet. Først da det når ned til hælen, beslutter jeg mig. Det tørrer nok i lagnerne, som da jeg var Poil de Carotte.”


Anna Højgaard Andersen og Hardy Andersen
Helsingør, november 2020.

Copyright © All Rights Reserved  Chataigne/v Hardy Andersen  Stubbedamsvej 20  3000 Helsingør  +45 20 47 47 26   hardy@chataigne.dk